Første fjeldtur i Tatra (28.07.2015)  5

Written by jakob (Jakob Larsen)

Start point Kuznice
Endpoint Kasprowy Wierch
Duration 6h 00min
Map
Ascents Świnica (2,301m) 28.07.2015

I 2015 blev Norge afløst af Polen/Tatra. Børnene ville gerne prøve noget nyt, og jeg selv havde et stykke tid overvejet Tatra. Så nu måtte det blive.

Første dag, efter at have undersøgt forholdene omkring Tatra, var det min ide at tage svævebanen fra Zakopanee op til Kasprowy Wierch, bestige nogle toppe og gå tilbage til byen. Imidlertid var der flere timers ventetid for at komme med svævebanen, så vi ændrede plan til at gå op og tage svævebanen ned, en langt mindre benyttet variant som ifølge den meget servicemindede turistinformation i Zakopane ikke skulle give ventetid.

Fra foden af svævebanen begav vi os gul rute op gennem Dolina Jaworzynka, en frodig dal, videre ad blå rute til Schronisko Murowaniec, en hytte halvvejs oppe i bjergene. Herfra fortsatte vi videre ad blå rute op til Czarny Staw Gasienicowy, en idylisk bjergsø lige under de høje fjelde.

Herfra ville jeg gerne have fortsat ad blå rute øst om søen og videre sydvest op på den gennemgående bjergryg, der danner den polsk/slovakiske grænse. Denne rute forekom enormt spændende, og på traversen langs den polsk/slovakiske grænse ville vi komme forbi et utal af toppunkter foruden Swinica. Men tiden var knap, hvis vi skulle nå svævebanen ned, og mit turfølge var knapt så tændt på den "spændende" rute.

I stedet tog vi sort rute op mod Koscielec, drejede mod vest ad blå rute og endelig igen ad sort rute op til passet vest for Swinica.

Oppe i passet luftede jeg mine ønsker om at gå til toppen af Swinica, der nu lå blot 150 meter over os. Jeg fik "lov" til at rende op, mens mit turfølge begav sig mod svævebanen. Det sidste stykke op foregik af godt markeret sti med næsten overdreven brug af kæder, man kunne støtte sig til. På toppen blæste en strid vind, men udsigten var fantastisk.

På returen så jeg en lille flok bjerggimser nede i passet. Jeg fortsatte til svævebanen, hvor jeg fandt mit turfølge og vi lod os fragte tilbage til Zakopane.

User comments

Comment title:
Characters left: 1000
Comment text:
You need to be logged in to write comments.