Toppen af Polen (30.07.2015)  

I 2015 blev Norge afløst af Polen/Tatra. Børnene ville gerne prøve noget nyt, og jeg selv havde et stykke tid overvejet Tatra. Så nu måtte det blive.

Turens højdepunkt skulle være Rysy, højeste fjeld i Polen. Fra vores hotel i Zakopane (hytterne i Tatra skal bestilles i god tid, om man ønsker at bruge dem) tog vi bus til den store parkeringsplads ved Palenica. Vi glædede os over at have ladet bilen stå ved hotellet; parkeringspladsen var propfuld, og bilerne holdt stille i kø de sidste to kilometer. Det gjorde dog ikke meget for busserne, der bare kørte over i modsatte vognbane og suste forbi de ventende bilister uden at skænke modkørende mange tanker.

Fra Palenica flottede vi os og tog hestevogn til Morskim Oku, hytten under Rysy. En tur i hestevogn på 10 km koster i Polen mindre end en tur med Gjendebåden, så det ville vi gerne give for at slippe for den lange indmarch. På turen op overhalede vi en sand folkevandring og jeg tænkte, hvis alle de mennesker skal på Rysy, så bliver der flere timers kø til toppen.

Folkevandringenn stoppede dog ved Morskim Oku, der ligger idylisk ved en sø i frodige omgivelser med høje fjelde bagved ragende en kilometer op.

Fra Morskim Oku påbegyndte vi den egentlige opstigning. Først rundt om søen Moskie Oko, dernæst op ad en stentrappe til næste sø, Czarny Staw pod Rysami, og herfra ad godt markeret sti opover.

Det bliver efterhånden temmelig stejlt, men et utal af kæder er lagt ud, som man kan støtte sig til alt efter behov. Umiddelbart under nationaltoppen (Polens højeste punkt, dog ikke højeste punkt på Rysy) rammer man eggen og står pludselig ved en afgrund mod øst. En lidt luftig passage venter, men man kan holde til højre, hvis det bliver for luftigt. Og så, lige pludselig, står man på nationaltoppen.

© Jakob Larsen

Toppen var rimelig besøgt, omend det ikke voldte problemer at kæmpe sig vej frem til Polens højeste top. Derimod lå Rysys højeste top næsten uberørt hen, blot 50 meter fra nationaltoppen.

© Jakob Larsen

Her trodsede jeg reglerne om ikke at forlade stierne i nationalparken og listede over på Rysys højeste punkt. Enkelte af de ellers meget autoritesttro (dog ikke i trafikken) polakker vovede at liste med.

Efter at have nydt den fantastiske udsigt i strålende solskin returnerede vi samme vej, vi var kommet op. Igen tog vi en hestevogn ned selvom jeg næsten vil tro, det kunne gøres lige så hurtigt til fods. Således nægtede kusken at køre, før vognen var fuld, og sidst på dagen tog det sin tid, så jeg nær var blevet nervøs for, om sidste bus var kørt, når vi nåede ned.