Tidlig sommertur til Store Tverråtinden (04.07.2016)  

Årets fjeldferie havde vi henlagt til den første uge i skolernes sommerferie. Det var køligt, da vi ankom med bussen til Spiterstulen søndag eftermiddag og også, da vi vågnede til den første morgen i fjeldet, men solen skinnede, og vejrudsigten var lovende. Det var derfor oplagt at starte ferien med en toptur.

Min ældste datter og hendes kæreste måtte på Galdhøpiggen, hvor de ikke tidligere havde været. Vi andre, jeg og mine to yngste børn, valgte som dagsmål Store Tverråtinden.

Vi fulgte stien til Svellnosbreen indtil vi havde krydset åen ned fra breen. Derefter forlod vi stien, gik uden om morænen og skråt ned mod Tverråen. Vi fulgte åen op gennem dalen, indtil vi nærmede os breen. Her ventede et skummelt parti i form af en stejl klippe. Endvidere begrænsede et stejlt snefelt, som sikkert er væk senere på sommeren, for alternative vejvalg. Vi gik op til højre for snefeltet, krydsede dernæst på tværs mod venstre henover nogle fugtige klippepartier for endelig at stige op over nogle terrasser med løst grus. Forsigtighed er påkrævet her, men vi klarede os op.

Fra toppen af dette kritiske punkt kan man se helt op til båndet, som synes så tæt på, men afstanden snyder. Opstigningen til båndet i højre side af dalen, i brekanten, foretog vi i en blanding af tung sne og løse stenbrokker. Med tiden kom vi dog op og kunne nyde den nye udsigt. Specielt Skarstinden står meget flot fra denne vinkel.

© Jakob Larsen

Efter en nistepause på båndet påbegyndte vi den endeige opstigning af sydvestryggen. Her er grov ur som på så mange andre toppe, men det gik enkelt at nå op til Vesttoppen, hvor udsigten igen åbner sig, nu mod Galdhøpiggen og de andre toppe omkring Svellnosbreen. Også den sidste rygtravers til hovedtoppen viste sig nu.

Traversen fra Vesttoppen til hovedtoppen er ganske simpel. En lille hammer på et par meter omgås let mod syd. Ellers var det hovedsageligt nysne, vi måtte koncentrere os om på denne passage. Den gjorde stenene glatte og mellemrummene svære at bedømme.

Efter seks timer inklusive pauser nåede vi hovedtoppen klokken 16. Her er en formidabel udsigt, og faldet mod øst og videre langs ryggen over mod midttoppen giver et dramatisk indtryk. Og selvom Galdhøpiggen rejser sig 150 meter højere på den anden side af Svellnosbreen fornemmer man at stå på et rigtig stort fjeld.

© Jakob Larsen

Efter en velfortjent Kvick lunch-pause måtte vi retur. Vi søgte direkte mod det nærmeste af de snefelter, der strækker sig fra bunden af Tverrådalen helt op til top-eggen. Her påførte vi os regnbukser og kurrede på enden de 400 højdemeter ned i dalen. På fem minutter klarede vi en distance, som på opturen havde taget 2-3 timer. Vi fortsatte ad snefelter ned gennem dalen. Også den skumle passage lige ved starten af breen klarede vi ved ad kurre på det snefelt, der på opturen havde tvunget os ud mod højre. Herfra var det a walk in the park ned langs tverråen og videre ad stien fra Svellnosbreen til Spiterstulen.

På opturen, på det nederste afsnit af Tverråbreen, så vi en vildren med kalv.