Tverråtinderne (07.07.2010)  4

Written by jakob (Jakob Larsen)

Start point Spiterstulen
Endpoint Spiterstulen
Characteristic Hike
Duration 7h 00min
Map
Ascents Vestre Tverråtinden (2,288m) 07.07.2010

Fra Gjende til Spiterstulen

På årets fjeldferie var jeg i selskab med mine børn Cecilie på 21, Sebastian på 16 og Amanda på 10. Oprindelig havde vi planlagt at indkvartere os fast på Spiterstulen og gå endagesture herfra. Cecilie havde Galdhøpiggen som højeste prioritet, mens Amanda skulle se Eventyrisen. Selv håbede jeg at kunne udfordre nogle af de mindre besøgte stortoppe i området.

På vej i natbussen fra København til Oslo ændrede vi dog planer og besluttede at starte med nogle ture fra hytte til hytte. Følgelig tog vi fra Oslo Valdresekspressen til Gjendesheim og herfra båden til Gjendebu i strålende solskin. Det blev en flot sejltur, hvor vi kunne nyde udsigten op til alle de store tinder omkring Gjende.

Efterfølgende dag gik vi første dagsmarch til Leirvassbu. Over natten havde skyerne erobret himlen, og vi vågnede op til gråvejr og heldagesregn. Alligevel fik vi en flot tur op gennem Storådalen. Skyerne lå højt på himlen, og vi fik mulighed for at betragte de fleste tinder omkring Langvatnet: Semmeltind, Skardalsegga, Skardalstinden, Høgvagltinderne, Mjølkedalstinden og Kyrkja.

På Leirvassbu havde jeg håbet at kunne ligge over en dag og udforskeTverrbotntinderne. Det virkede som en overkommelig toptur også for Amanda på 10. På Leirvassbu vågnede vi imidlertid op til en himmel dækket af lavthængende skyer, og da disse kun lettede meget lidt under morgenmaden, besluttede vi at fortsætte til Spiterstulen.

Over middag klarede vejret op, og faktisk fik vi om eftermiddagen det flotteste vejr, vi havde på hele ferien. Allerede i Kyrkjaglupen havde vi udsigt til alle toppene øst for Visdalen fra Glittertinden i nord til Visbretinden i syd, og da vi nåede ned i Visdalen, kunne vi kigge op på en skyfri Tverrbotntinde og ærgre os over, vi ikke var blevet på Leirvassbu.

Da vi stenkrydsede Visaelven, blev Cecilie og Sebastian grebet af kådhed og startede et kapløb over elven desværre med det resultat, at Cecilie gled på en sten og beskadigede et knæ. Vi kølede knæet i det kolde elvervand og lagde et støttebind, og Cecilie klarede at gå den resterende tur til Spiterstulen, men da benene først fik hvile, blev knæet stift og smertefuldt. Vi håbede, hun ville komme sig og måske kunne gå Galdhøpiggen sidste dag, men det skulle vise sig, at hun havde beskadiget en bruskskive, og der skulle gå måneder, før hun igen kunne gå normalt.

Tverråtinderne

Den første morgen på Spiterstulen vågnede vi op til opholdsvejr. Det stod klart, at Cecilie ikke kunne gå, og vi besluttede derfor at gemme Gladhøpiggen, hvis Cecilie igen skulle blive klar. I stedet foreslog jeg, at vi forsøgte os på en af de andre toppe i området. Jeg foreslog Tverråtinderne, primært Store, som trods alt lå lidt tættere på end både Memurutinderne og Hellstugutinderne.

Jeg frygtede, turen var for lang til Amanda, men dette problem løste sig, da Amanda valgte at blive på Spiterstulen sammen med Cecilie og holde en fridag efter to lange dagsmarcher. Således begav kun Sebastian og jeg os på vej ad stien op mod Eventyrisen, indtil vi havde krydset smeltevandselven fra Svellnosbræen.

Vi fortsatte mod vest i grov ur, idet jeg bestræbte mig på ikke at tabe højde; et dårligt valg iøvrigt, da terrænet nede langs Tverråen var langt lettere. Vi nåede frem til Tverråbræen lige under bræfaldet, og begav os op mod et klippebånd lige til højre nord for bræfaldet. Her måtte vi klatre op over nogle tvivlsomme hyldeformationer, der hældte udad og flere steder var belagt med grus eller overrislet af vand. Sebastian følte sig ikke helt tryg her, men vi gik forsigtigt og nåede sikkert op i Tverrådalen.

Vi fortsatte op gennem dalen dels i stenene ved siden af bræen, dels i brækanten. Det sidste stykke op til Tverråbåndet tog stigningen til, og vi gik i en bue udenom snefelterne. Oppe i båndet åbnede udsigten sig mod nord udover Illåbræen videre til imponerende Skarstinden. Vi tog en kort pause på båndet og spiste vores niste, mens vi nød udsigten.

Mens vi opholdt os på Tverråbåndet, grånedes himlen. Tætte skyer trak op gennem Tverrådalen, og gradvist udviskedes udsigten mod først Skarstinden, dernæst også Bukkehø. Samtidig begyndte sneen at falde. Oprindeligt havde jeg overvejet at tage en afstikker fra Tverråbåndet til Lindbergtinden, men omskiftningen i vejret krævede nu, at al opmærksomhed blev koncentreret om Tverråtinderne, hvis vi skulle nå op, inden topoplevelsen blev alt for tvivlsom.

Regntøjet blev fundet frem sammen med huer og vanter, og solbrillerne blev fundet frem som beskyttelse af øjnene mod sne og hagl. Dernæst angreb vi sydvestskråningen op mod Tverråtinderne. Vi gik i grov og brat stenur, men ikke vanskeligt, heller ikke da tågen begyndte at lægge sig omkring os. Efterhånden snævrede fjeldet sig ind, og jeg var klar over, at vi nærmede os topryggen. Heroppe var klimaet ganske barskt. Vinden havde vel kulingstyrke, og sne og tåge fløj omkring os. Sebastian følte sig utryg, men så tæt på målet havde jeg svært ved at give op, og vi fortsatte lige under topryggen på sydsiden.

Snart bemærkede jeg en varde på et toppunkt lige over os. Dette måtte være toppen, ræsonnerede jeg. Vi klatrede op og befandt os ganske kort på toppen. Vi kunne ikke se højere punkter, men udsigt var der intet af, og vejret gjorde det hele til en ganske overskuelig fornøjelse.

Hurtigt klatrede vi igen ned på sydsiden tilbage til et stejlt snefelt helt ned mod Tverrådalen. Vi mærkede forsigtigt på sneen. Den forekom forholdsvis blød og vi besluttede at benytte den til at lette nedstigningen. Efter at være trådt gennem sneen et par gange fandt jeg det for risikabelt at glide på støvlesålerne. I stedet satte vi os på bagen og kurrede i høj fart og til stort morskab ned i Tverrådalen.

Vi fortsatte nedover en række snefelter på indersiden af moræneryggen helt ned til lige over klippebåndet ved siden af Tverråbræens bræfald. Vi ramte klippebåndet lidt højere oppe på fjeldsiden end på opturen; ikke optimalt skulle det vise sig. Jo højere oppe ad fjeldsiden mod nord, des højere bliver klippebåndet. For at minimere klippeklatringen bør man derfor holde mod syd helt ud mod Tverråbræen. Vi klatrede forsigtigt ned efter bedste overbevisning. En enkelt gang endte vi i en blindgyde og måtte returnere til hylden overnover for at finde en anden vej ned. Senere fandt vi en efterladt klatreslynge, der viste, at andre havde brugt sikring her. Vi fortsatte forsigtigt ned og nåede efterhånden sikkert foden af klippebåndet.

Under klippebåndet satte vi kursen ned mod Tverråen, hvor vi vandt hurtigt frem over bløde græsflader fremfor den grove stenur højere oppe ad fjeldsiden. Da vi nærmede os moræneryggen ned fra Svellnosbræen, satte vi atter kursen opad mod enden af moræneryggen, hvor vi pånær omkring 100 meter ramte broen over smeltevandselven. Resten af vejen hjem til Spiterstulen fulgte vi stien fra Eventyrisen.

Tilbage på Spiterstulen nød vi en fadøl hhv. en kop varm kakao, mens vi spiste en plade chokolade. Da vi begav os afsted, havde vi glemt at købe chokolade og bolcher, så behovet for sukkerindtag var efterhånden nærværende. Dernæst opsøgte vi Cecilie og Amanda.

Kun Vesttoppen

Gradvist blev jeg opmærksom på, at vi ikke helt havde nået Store Tverråtinden men kun Vesttoppen. Først betragtede jeg et foto på Spiterstulen, der syntes at vise, at hovedtoppen måtte befinde sig længere mod øst, end vi havde været. Dette indtrykt syntes at blive bekræftet, da jeg nogle dage senere betragtede Tverråtinderne fra Galdhøpiggen. Den endelige vished fik jeg, da jeg vendte tilbage til København og på Fjellforum kunne studere turrapporter og kigge billeder.

Først var jeg en anelse skuffet, men senere ræsonnement har ført til, at jeg nu har et perfekt alibi for at gå turen engang senere under forhåbentlig mere gunstige vejrbetingelser med mulighed for at nyde den højt roste udsigt og måske også udfordre Lindbergtinden og fjeldryggen længere mod øst.

Dagen efter Tverråtinderne gik jeg med Sebastian og Amanda på Eventyrisen (Cecilie var stadig knæskadet), mens vi sidste dag inden vor hjemrejse ikke kunne vente længere på Cecilie og gik Galdhøpiggen.

User comments

Comment title:
Characters left: 1000
Comment text:
You need to be logged in to write comments.