Nørdre Svartdalspiggen i tordenvejr (27.07.2006)  

Det var egentlig meningen, at jeg sammen med Helen og børnene Cecilie (17), Sebastian (12) og Nick (11) skulle være gået fra hytte til hytte fra Bygdin i det sydøstlige Jotunheimen til Sognefjeldet i nordvest, men efter første dagsmarch fra Torfinnsbu til Gjendebu måtte Helen erkende, at fysikken ikke rakte, og vi måtte ændre planer og blive på Gjendebu og gå endagesture herfra.

Efter en "hviledag" til Gjendetunga og badning i Gjende mente jeg, det måtte være tid til en rigtig toptur. Jeg besluttede mig for Svartdalstinderne, som rager så lokkende til vejrs på den anden side af Gjende. Som minimum regnede jeg med at nå Store Svartdalspiggen, men hvis forholdene var til det, ville jeg gerne fortsætte længere sydpå ad topeggen, måske helt til Langedalstinden.

Helen valgte at blive på Gjendebu og holde hviledag. Nick besluttede hurtigt at blive hos sin mor, mens Sebastian havde sværere ved at bestemme sig. Han endte dog også med at blive nede; han havde fundet en bog i Gjendebus bibliotek om alverdens mysterier, der trak mere end en toptur.

Følgelig begav jeg mig afsted sammen med kun Cecilie. Først måtte vi rundt om Gjendes vestende og videre op til Svartdalen. Selvom det gik opad bakke, føltes det kortere, end da vi gik den samme distance to dage tidligere. Dengang var vi dog mærket af dagsmarchen fra Torfinnsbu, plus Cecilie og jeg ved den lejlighed havde taget en afstikker til Store Knutsholstind.

Oppe i Svartdalen nød vi udsigten udover Gjende, inden vi forlod stien op gennem Svartdalen og sigtede direkte vest mod højdedraget nord for Svartdalstinderne. Her var en delvist markeret rute, vi søgte at følge. Oppe på højdedraget blev vi for første gang opmærksomme på tordenen, der rumlede et sted ude i nordvest. Med vindretning fra sydvest skulle vi ikke umiddelbart være truet, men opmærksomheden blev skærpet. Videre hen over højdedraget nu med sydlig kurs passerede et rensdyr forbi få meter foran os. På trods af det åbne landskab blev vi først opmærksomme på dyret, da det var få meter fra os. Utroligt så perfekt disse store dyr falder i et med naturen.

Ved bunden af stigningen op til Svartdalstinderne var tordenen rykket nærmere, og Cecilie var ikke helt tryg. Vi besluttede dog at fortsætte op ad stigningen. Deroppe ville vi få et bedre udsyn mod syd og ville bedre kunne vurdere det vejr, der kom imod os. Vi nåede op ad stigningen og kunne nu se Nørdre Svartdalspiggen lige fremme. Folk foran os var stadig på vej op, men truende skyer trak nu også ind fra syd, og vi besluttede igen at stige ned på højdedraget og her se vejret an.

Nede på højdedraget mødte vi en gruppe yngre mænd for opadgående. Vi drøftede vejrsituationen med dem. De mente ligesom jeg, at tordenen med største sandsynlighed trak nord om os, og Cecilie og jeg besluttede at give toppen en ny chance, idet vi prøvede at hægte os på den gruppe, vi havde mødt. Da vi nåede op, hvor vi før var vendt om, var vejret klaret en smule op, og skyerne, der kom imod os, virkede knapt så truende. Samtidig gik en flok rensdyr på et snefelt lige under Nørdre Svartdalspiggen, hvilket vi tolkede som et godt tegn. Vi fortsatte videre i et opskruet tempo frem til toppyramiden af Nørdre Svartdalstinden, hvor den sidste anstrengende stigning ventede.

Ved middagstid nåede vi Nørdre Svartdalspiggen, hvor vi gav os tid til at nyde den storslåede udsigt udover Gjende. Jeg betragtede terrænet videre frem mod Store Svartdalspiggen. Det forekom ganske enkelt og distancen ganske kort, men vejrsituationen var i sandhed ustabil, og selvom jeg stadig mente, vi var udenfor tordenens rækkevidde, var Cecilie utryg ved situationen, og jeg måtte erkende, at Store Svartdalspiggen og fjeldryggen videre mod syd måtte vente, og istedet kunne vi glæde os over trods vejrsituationen at have nået Nørdre Svartdalspiggen.

Lige før vi begav os nedad, så vi et lyn slå ned i Langvatnet ti kilometer mod nordvest. Et imponerende flot, men også lidt skræmmende syn, som kun bekræftede, det var en god ide at begive sig nedad.

Nedstigning har aldrig været Cecilies store force, men i dagens anledning måtte det nok siges, at hun kunne give fri. Vi overhalede alt og alle, og da jeg stoppede op for at betragte og filme tordenskyerne inde over Memurudalen, fortsatte hun ufortrødent, og jeg nåede hende først nede ved Gjendeskråningen under Svartdalen. Her følte vi os i sikkerhed og satte os i læ af nogle store sten og spiste vores niste, mens vi kiggede udover Gjende.

På den sidste del af turen rundt om Gjende begyndte det at regne. Vi lod dog regntøjet være. Det var varmt i vejret og egentlig kun dejligt at lade sig køle af den blide sommerregn. Tordenen rumlede stadig omkring os, nu i alle retninger, men vi var nede af fjeldet og i sikkerhed.

Ved Gjendebu mødte vi Helen, Sebastian og Nick. De var glade og lettede over at se os nede. De havde naturligvis også registreret tordenvejret og havde bekymret sig om os oppe i højfjeldet.