Gensyn med Rondane (26.08.1984)  

Tilbage til Rondane

Efter at have startet på Universitetet med semesterstart første september havde jeg mulighed for at deltage i min fars årlige fjeldtur i slutningen af august. Normalt gik min far i Alperne, men jeg fik ham overtalt til et gensyn med Rondane, som bogstavelig talt var regnet os af hænde syv år tidligere.

Sammen med min far og hans onkel Tage tog vi båden fra København til Oslo, hvor vi skulle være hentet af en bus arrangeret af DNT ved kajen. Noget var imidlertid glippet, for der ventede ingen bus ved kajen. Vi måtte have fat i DNT, og det viste sig, at bussen var taget af sted uden det planlagte smut omkring havnen. Vi måtte skyndsomst finde et tog nordpå, og bussen fik ordre på at vente i Hamar.

Med bussen ankom vi til Straumbu midt på eftermiddagen, hvorfra det var planen, at vi skulle gå den korte tur op til Bjørnholia. Vi havde imidlertid kun gået en halv times tid, da Tage fik sit slagtilfælde. Vi fik tilkaldt assistance, og Tage blev båret ned til Straumbu, og vi måtte tilbringe første aften her.

Rondeslottet

Den efterfølgende dag måtte min far tage sig af en masse praktiske ting. Han foreslog dog, at jeg gik en tur selv i fjeldet, f.eks. til Høgronden, som vi havde besteget sammen i 1977. Jeg begav mig af sted, men besluttede at satse på Rondeslottet, som jeg ikke tidligere havde besteget.

Jeg gik omkring Bjørnholia videre op i Langglupdalen frem til foden af østryggen op til Rondeslottet. Jeg fulgte østryggen op, som er en lang, jævn skråning belagt med grov ur, men aldeles uproblematisk, hvis man er i nogenlunde form og ikke er bange for lidt sved på panden. Jeg nåede op ved middagstid, og kunne nyde en fremragende udsigt udover alle de andre Ronde-toppe. Langt mod vest var Jotunheimen synlig, og i nord anedes Dovre.

Jeg gik ned samme vej, jeg var kommet op, ad østryggen, idet jeg nu måtte være påpasselig ikke at snuble på de mange sten. I stedet for at gå hele vejen omkring Bjørnholia skød jeg dog nu genvej ned til Straumbu via Veslkollhøe/Veslkolldalen. Næsten nede mødte jeg min far, som var gået mig i møde.

Hytte til hytte i Rondane

Som følge af Tages slagtilfælde måtte vi korte vort ophold ned. Et par dage fik jeg dog sammen med min far til at gense Rondane. På den første af disse gik vi fra Straumbu op til Bjørnholia, videre gennem Ilmanndalen til Rondvassbu. Herfra tog vi om eftermiddagen båden over Rondvatnet og fortsatte til Dørålsseter, hvor vi indkvarterede os efter en lang vandringsdag.

På Dørålseter stiftede vi bekendskab med en dansker, som gik alene i fjeldet. Han skulle efterfølgende dag til Rondvassbu, og vi besluttede at danne rejsefølge. Vi gik gennem Dørålen og Langholet op i skåret mellem Storsmeden og Sagtinden. Her var det fristende at tage en smuttur op på Storsmeden, som virkelig syntes tæt på. Hermed kunne jeg have været på en stortop i hver af Rondanes tre hovedmassiver. Jeg valgte dog at blive ved mit selskab og stige ned til Rondvassbu.

Efter endnu en aften på Rondvassbu fulgtes vi med vores nye rejsefælle sydpå til Grønbue, hvor vores nye kammerat havde sin bil holdende. Vi fik et lift ned til Otta, og vor hjemrejse kunne påbegyndes.