Store Memurutinden Vesttoppen og Leirhøe (29.06.1989)  

Spiterstulen 1989

Sammen med min familie og en gruppe spejdere opholdt jeg mig en uge på Spiterstulen. Med min datter på knap et år kunne jeg ikke gå langtur hver dag, men to fridage fik jeg bevilget. På den første meldte jeg mig til en guidet tur til Eventyrisen og videre til Galdhøpiggen. Her lod jeg mig inspirere af guiderne og fik åbnet øjnene for, at Jotunheimen er langt mere end Galdhøpiggen og Glittertind, og besluttede selv at prøve at planlægge en toptur uden præpareret sti. Jeg studerede højdekurver på kortet og besluttede at prøve på Leirhøe og Store Memurutind.

Leirhøe

Jeg fulgte DNT-stien op gennem Visdalen til efter krydset af Leirgrovi. Her forlod jeg stien og fulgte vandløbet op på dets sydside. Det var let terræn, og jeg vandt hurtigt højde. Ved at sammenligne med Styggehøe på den anden side af Visdalen kunne jeg løbende estimere min højde. Efterhånden fladede terrænet ud, og jeg bevægede mig ind over nogle store snefelter. Sneen var dog fast og behagelig at gå i. Pludselig, før jeg egentlig ventede det, dukkede topvarden op, og lige bag denne sluttede fjeldet brat og faldt 400 meter lodret ned til Veobræen. En fanfastisk udsigt åbnede sig, og det gav et sug i maven at gå ud tæt på afgrunden.

Fra Leirhøe kunne jeg se det meste af ruten videre mod Store Memurutind. Det så enkelt ud, og jeg fortsatte ufortrødent sydpå, idet jeg sørgede for at holde en vis afstand til stuppen ned til Veobræen. Et stykke nede mod Veoskåret stødte jeg på et stejlt snefelt. Jeg kunne ikke se bunden, da hældningen tog til længere nede, og jeg turde ikke glide ned på sneen af frygt for, der ville være en stup. Heldigvis kunne jeg gå udenom på vestsiden i grov ur. Det var besværligt, og jeg kunne have vundet megen tid ved at glide på sneen, men her måtte jeg prioritere sikkerheden højest. Neden for snefeltet kunne jeg imidlertid konstatere, at jeg let kunne være gået over sneen.

I Veoskåret sonderede jeg skråningen ned mod Hellstugubræen, idet jeg på returen håbede at kunne gå ned her istedet for at skulle hele vejen over Leirhøe igen. Det gik stejlt ned, og terrænet bestod af grov ur, men jeg vurderede godt at kunne gå ned her. Først måtte jeg dog op på Store Memurutind.

Store Memurutind

Det gik stejlt op syd for Veoskåret men ganske let. Heroppe må jeg have kommet forbi toppunkt 2264 (Nord for Store Memurutind Vest). Jeg var ikke opmærksom på dette toppunkt og kan være gået lige forbi. Turen fortsatte nu let henad en bred fjeldryg. Udsigten var fantastisk; mod øst Veobræen med omkransende fjelde. Mod vest de imponerende Hellstugutinder.

Omsider delte fjeldryggen sig i to, den ene mod de sydlige Memurutinder, den anden mod Store Memurutind. Jeg fulgte sidstnævnte direkte mod Vesttoppens karakteristiske pyramide. Snart stod jeg ved foden af denne, som mest tog sig ud som en kæmpe stenbunke. Jeg begyndte at klatre op ad denne. Næsten oppe blev jeg overrasket ved pludselig at befinde mig ved en afgrund ned mod Veobræen. Mod nord havde denne stenbunke altså en lumsk stup. Jeg søgte hurtigt lidt ind på sydsiden og fortsatte det sidste stykke op.

At stå på toppen af Store Memurutind (Vesttoppen) er en af de smukkeste fjeldoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var et af de øjeblikke, som indprintede sig i sjælen. Vejret var strålende. Jeg var helt alene i denne vældige fjeldverden og havde været det, siden jeg forlod stien nede i Visdalen. Til alle sider lå storslåede bræer omgivet af alpine fjeldtoppe, og stilheden var total kun suppleret af den monotone og fjerne lyd af gletcherelvene. Jeg satte mig med ryggen til topvarden og front mod syd og kiggede udover Memurudalen videre mod Gjendealperne, mens jeg spiste min niste.

Jeg betragtede fjeldryggen videre mod øst. Den så væsentlig vanskeligere ud end det terræn, jeg kom fra, og jeg besluttede ikke at gå længere. Jeg kunne ikke helt bestemme, om nogle af toppunkterne længere mod øst var højere end det, jeg stod på. Jeg besluttede dog, at det nok ikke var tilfældet. Fra Leirhø havde Vesttoppen taget sig klart højest ud, og på mit kort var det også Vesttoppen, som var angivet. Senere skulle jeg finde ud af, at Østtoppen faktisk er nogle meter højere, og en dag håber jeg at kunne vende tilbage og udforske fjeldryggen længere østpå, men dengang var jeg næppe erfaren og moden nok til at kunne gå længere, så der er ingen grund til at fortryde, at jeg fejlagtigt antog vesttoppen for højeste punkt.

Jeg returnerede samme vej, jeg var kommet op, til Veoskåret. Herfra steg jeg direkte ned gennem grov ur til Hellstugudalen lige under bræen og fulgte bræelven ud til Visdalen, inden jeg igen ad DNT-ruten op gennem Visdalen returnerede til Spiterstulen.